ISTDP

ISTDP er en forkortelse for Intensive Short Term Dynamic Psychotherapy.
Jakob Zeuthen Schmidt, Keld Kjærgaard og Rikke Højberg Jeppesen arbejder med ISTDP.

Metoden er teoretisk funderet i tilknytningsteori og nyere psykodynamiske terapiformer, men udmærker sig først og fremmest ved et solidt fundament baseret på
minutiøse analyser af videooptagelser af terapisessioner.

 Metoden er udviklet af Habib Davanloo i 1960’erne, og er i nyere tid udviklet af anerkendte forskere og klinikere som Patricia Coughlin Della Selva,
Jon Friedricksson og Allan Abbass. Metoden har vist sig effektiv overfor bl.a. angstlidelser, depression og relationelle problemstillinger.

Kernen i ISTDP er et fokus på den dybe betydning af vores nære relationer, både de fortidige og de nuværende, samt et fokus på betydningen af at være i kontakt med de dybe og egentlige følelser, som opstår i mødet mellem os selv og andre.

At metoden er dynamisk henviser til, at vi i behandlingen fokuserer på en bevidstgørelse af samspillet mellem ubevidste følelser og reaktionsmønstre, og så den måde disse kommer til udtryk på i terapien og i de nære relationer, så du som klient får en mulighed for, på et dybere niveau, at forholde dig reflekteret og bevidst til de måder hvor på du potentielt skader dig selv og dine relationer.

Vi udvikler og former gensidigt hinanden gennem relationer, det er en proces der starter i det øjeblik et vi kommer til verden.

Herigennem danner vi vores selvbillede, vores opfattelse af andre, vores evne til at håndtere følelser, behov og konflikter m.m. Når følelser har en meget central plads i ISTDP skyldes det at de inderste følelser er vores unikke meningsfulde reaktioner på hvad der sker, og tidligere er sket, i vores vigtigste relationer, og dermed også rummer værdifuld information om hvem vi inderst inde er og kan blive.

Adgangen til vores indre følelser kan af forskellige årsager være blokeret eller svækket, som følge af gentagne traumatiske oplevelser i de nære relationer, som sætter sig som en kropslig angst og uro der aktiveres når situationer opstår som associeres til de traumatiske oplevelser. Dette kan give sig til udtryk i følelsesmæssig distancering og ensomhed, som selvkritik eller neglegt af egne behov.

Flere af disse mønstre kan være ubevidste, og derfor arbejder vi i ISTDP vi at identificere og bevidstgøre os om de konkrete mekanismer der leder til en gentagelse af de uhensigtsmæssige mønstre, da så det bliver muligt at skabe grundlæggende og varige ændringer.

Det kan også formuleres som forskellen på at vide hvad der er galt, og så virkeligt vide hvad der er galt og hvordan vi kan ændre det. At kende symptomet er ikke nok. At vide at man er ensom er ikke nok til at bryde ensomheden, vi er nødt til at forstå hvordan denne ensomhed opstår i vores liv og tage stilling til hvad vi vil gøre for at ændre vores situation.

ISTDP er kendetegnet ved en dyb respekt for menneskets iboende evne til at hele sig selv og terapiens mål er at genetablere adgangen til denne indre kapacitet, hvis den er blokeret, som følge af traumer eller selvundergravende mønstre.